Midlertidig skærpelse af retningslinjer for nære kontakter
20. januar 2021
På grund af risikoen for mere smitsomme virusvarianter som fx den britiske coronavirus har Sundhedsstyrelsen skærpet retningslinjerne for nære kontakter til personer, som er smittet med COVID-19. Skærpelsen er midlertidig og gælder foreløbigt frem til den 7. februar.
NY DEFINITION AF NÆR KONTAKT
Man er nær kontakt, hvis man i mere ned 15 minutter har opholdt sig mindre end 2 meter fra en person, der smittet med covid-19.
LÆNGERE SELVISOLATION
Når man defineres som nær kontakt, skal selvisolation ske hurtigst muligt og fastholdes, indtil man har fået negativt svar på både 1. og 2. test. Man skal fortsat have foretaget en test på dag 4 og dag 6 efter, at man var sidst var i nær kontakt med en smittet person.
Hvis man er nær kontakt til en smittet person, hvor man løbende har været udsat for smitte – fx i ens husstand – skal man testes hurtigst muligt og igen på dag 4 og 6 efter den sidste nære kontakt.
SÆRLIGE REGLER VED SMITTE MED EN VIRUSVARIANT SOM FX DEN BRITISKE CORONAVIRUS
Nære kontakter til personer, der er konstateret smittet med en virusvariant som fx den britiske (kaldet B.1.1.7), må først ophæve selvisolationen ved negativt testsvar på dag 14. Nære kontakter skal også have foretaget test dag på 4 og dag 6 med henblik på at igangsætte kontaktopsporing ved positiv test.
Hvis man er nær kontakt til smittede med virusvarianter som fx den britiske, vil man få besked fra Styrelsen for Patientsikkerhed, som vil vejlede om, hvilke test man skal have foretaget.
Læs mere om de nye, midlertidige retningslinjer HER