Busselskabet har siden sidste nummer af nyhedsbrevet modtaget nedenstående roser til medarbejdere. De pågældende medarbejdere har fået direkte besked.

En buschauffør har fået ros af en passager for at være venlig, hjælpsom og yderst professionel og for meget behagelig kørsel. Passageren skriver: ”Jeg har længe villet nævne denne chauffør for jer. Ud over at udstråle professionalitet med altid pænt sat hår og pænt tøj er hun rigtig høflig, hjælper passagerer, tænker på de ældre og kommer altid til tiden. Hun er jeres bedste chauffør og husker, at det er en bus og ikke en bil, hun kører og derfor bremser og drejer kontrolleret.”

En buschaufførhar fået ros af en passager for højt humør, store smil og sjov. Passageren skriver: ”Han gjorde dagen bedre for mig og de andre passagerer og helt sikkert også for den lille dreng i barnevognen uden for bussen, der sad og kiggede på biler og busser. Han fik et “dyt-dyt” og en refleks til barnevognen af chaufføren”.

En buschauffør har fået ros af en passager, som for første gang skulle ud at køre med en borger, der sidder i elektrisk kørestol. Passageren fortæller: ”Vi vidste ikke ret meget om det at køre med bybusser. Vi mødte den rareste og mest imødekommende chauffør. Han tog sig tid til fortælle os om den rampe, vi skulle tage ud, de forskellige betalingsmuligheder, zoner osv. Han forklarede også, hvilken knap det var bedst at trykke på, når vi skulle ud, så det blev nemt for os. Han var under hele turen en smilende chauffør. Vi skylder ham en kæmpe stor TAK for at gøre vore første bustur til en god oplevelse, der betyder, at vi er klar til at køre med bybusser igen”.

En buschauffør har fået ros af en passager for at give gode informationer og for med små vittigheder at skabe en venlig stemning i en propfyldt bus.

En buschauffør har fået stor ros af en passagerer for meget professionel håndtering af en konflikt i bussen. Passageren fortæller, at to lettere beruserede unge mænd talte meget grimt til en yngre kvinde. En medpassager gjorde chaufføren opmærksom på hændelsen, der tydeligt berørte kvinden. Ved næste stoppested gik chaufføren ned og tog en snak med de to unge mænd. ”Helt præcist hvad han sagde til dem, hørte jeg ikke. Men det resulterede i, at de stoppede deres verbale tilsvining af kvinden,” skriver passageren og tilføjer: ”Det var rigtig dejligt at opleve, hvordan jeres chauffør hurtigt fik standset, hvad der foregik og fik turen til at forløbe roligt efterfølgende. Det har han min store respekt for”.

En buschauffør har fået ros af en passager, som i sidste øjeblik opdagede, at hun var stået ind i en bus, der kørte i den forkerte retning. Passageren informerede chaufføren om problemet, og han sørgede for at holde bussen på den modsatte side at vejen tilbage, så passageren kunne komme med i den rigtige retning. ”Det kan kun blive en god dag,” skriver passageren.

En buschauffør har fået ros af en passager for at være hjælpsom og udvise stor tålmodighed over for passageren, som efter eget udsagn havde fået lidt for meget at drikke.

En buschauffør har fået ros af en passager, som var ude for et uheld i bussen under en hård opbremsning. Passageren fortæller, at han pga. Chaufførens hjælp og håndtering af situationen ikke har mén efter uheldet.

En buschauffør har fået ros af en passager, som skriver flg.: ”I går skulle min mand og jeg og vores 3 børn med 5A'eren mod Marienlund. Vores store pige på 5 år ville krydse cykelstien for at komme ud til bussen og kom i vejen for en cyklist, der valgte at hamre i fuld fart i den forkerte kørselsretning ned ad cykelstien. Cyklisten prøvede at bremse ned, men ramte alligevel vores datter. Gudskelov skete der ikke mere, end at hun fik knubs og en slem forskrækkelse. Vi kom med bussen, og den søde chauffør talte til os over højtaleren. Han havde godt set hvad der var sket og ville lige høre, om hun var okay. Da vi nåede næste stoppested kaldte han vores piger op, og gav dem hver en Midttrafik-refleks.
Da vi nåede endestationen, kaldte han dem igen op og lod dem trykke på en af de flotte røde knapper, der åbner bussens døre. De gjorde store øjne og syntes det var SÅ spændende! Det var simpelthen så fint og omsorgsfuldt og beundringsværdigt, at han havde overskud og tog sig de få sekunder det tog at gøre to forskrækkede piger glade igen. Det er der ikke mange, der ville gøre, og han skal bare have SÅ stor ros for at gøre sit arbejde langt ud over, hvad der kunne forventes. TUSIND mange tak for det! Det betød enormt meget ovenpå sådan en træls oplevelse for vores 5-årige datter.”