Roser
Busselskabet har siden sidste nummer af nyhedsbrevet modtaget nedenstående roser til medarbejdere. På grund af persondataloven fremgår det ikke, hvilke medarbejdere, der har fået roserne, men de pågældende har fået direkte besked.
- Godmorgen. Jeg vil bare gerne rose en buschauffør. Vi er de heldige og følges med ham i bus 2A mod Trige på nuværende tidspunkt. Det er da bare fantastisk, når en buschauffør på denne overskyede kedelige mandag har overskud til at byde folk velkommen og ønske os en rigtigt god tur! Man kan da ikke andet end at blive glad. Tak!
- Kæmpe ros til en sød, venlig og serviceminded buschauffør. En ældre mand på krykker kom ind i bussen. Han var lidt langsom, og chaufføren siger “Bare sæt dig, jeg venter på dig” i den venligste tone med ro. Den ældre mand meldte tilbage, at blot chaufføren kørte forsigtigt, så behøvede der ikke ventes på ham. Og aldrig har jeg oplevet en chauffør køre så roligt og med så stor hensyntagen. Kæmpe ros!
- Jeg vil bare hurtigt melde en ros til jeres dygtige chauffør i bus 4A. Han kørte rigtig fint i Aarhus myldretid og gav mig, og med garanti også de andre passagerer, en god oplevelse med bussen. Han var også dejlig tålmodig med at åbne og lukke dørene, så man følte sig ikke utryg, hverken når man skulle på eller af bussen. Og dette var helt uden at afvige fra tidsplanen. Håber I vil give rosen videre til ham, så I kan motivere ham til at blive ved mere det gode arbejde, han laver.
- Jeg synes absolut, at chaufføren var den flinkeste chauffør, jeg længe har kørt med. Han var meget hjælpsom over for en ældre dame, og ved næste stop var der en blind dame, som han stoppede for og sagde, hvilken bus han kørte og spurgte, hvilken bus hun skulle med. Han forklarede derefter, at hendes bus kom om lidt. Meget flink chauffør.
- I dag kørte jeg med bus 3A fra Skjoldhøjskolen. Der var en meget fuld og støjende mand med. Chaufføren bad manden om at være stille og rolig, men da han på et tidspunkt begyndte at kaste op, bad chaufføren ham om at stige af. Dette var ikke nemt for chaufføren, men hun klarede det super professionelt. Så stor ros fra flere af passagererne.
- Onsdag d. 23. september tog jeg 2A til Skejby. Bussen ankommer præcist efter planen til Klostertorv, der er ikke voldsom tilstrømning i dag. Der er tid til at komme indenfor og parkere Rollo forrest ved kørestolsfortøjningen, bussen er en af de modeller med et lille "torv" midt i første sektion. Jeg finder mig et sæde klods op ad check in og sætter mig til rette. Bussen sætter i gang, ikke hurtigt, hvilket ikke er usædvanligt, da der tit er andre foran lige der, og kører roligt mod Nørre Allé. Jeg snupper en Fisherman’s Friend, som ligger parat i skjortelommen. Rejsekortet er stukket på plads i den vante lomme, klar til check ud. Mundbindet sidder, som det skal. Brillerne begynder at dugge. Vi svinger om ad Nørre Allé og ruller mod vest. Chaufføren kører utrolig godt: roligt, hensyntagende og defensivt forudseende. Vi ankommer til AUH indgang C så tæt på det i køreplanen forudsatte tidspunkt, som det næsten er menneskeligt muligt. Ikke et sekund under turen afviges kørestilen. Jeg har fundet GULD, tænker jeg, ikke mit, men Midttrafiks. En perle af en chauffør, som burde være instruktør på obligatoriske periodiske kørestilskurser for Kevin Magnussen plagiater! Jeg har delt dette indlæg i Vores By gruppen på Facebook, hvor det fik flere hundrede likes og kommentarer.
- Jeg vil rose jer for, at rigtig mange af jeres chauffører er gode til at give signal ved stoppestedet. De blinker selvfølgelig til højre, når de skal ind, men de holder også med blink hele tiden, mens der er af- og påstigning i gang. Så stopper de blinklyset 1 sekunds penge og blinker derefter til venstre – det giver bilister gode muligheder for at aflæse, hvad bussen gerne vil og give plads til den. Meld det meget gerne videre, fordi det virker så godt, og som om vi tænker på hinanden i trafikken.
- Fantastisk rar buschauffør, der lavede en flink formiddagshilsen og endda kom med bonusinfo om området. Det opløftede bare hele bussen, og man forlader den med et smil. Kæmpe ros fra en 20-årig pige, der nu vil gå og smile hele dagen 🙂