Vi si'r tillykke
To 25-års jubilarer i april
Den 5. april fejrede IT-strateg Thomas Rønne Pedersen 25 års jubilæum i AarBus ved en reception på Jegstrupvej. Cirka 3 uger senere - den 26. april - var det buschauffør Ejvind Stubberups tur til at markere et kvart århundredes tro tjeneste i AarBus.
Thomas Rønne Pedersen beskrives som en god kollega med stor humoristisk sans, der udviser omsorg og støtte over for andre, og som derfor gør en forskel i arbejdsmiljøet.
Thomas er en sand teknologinørd, hvis nysgerrighed, passion og dygtighed inden for IT har ført til stor viden og mange væsentlige kompetencer på området, hvilket AarBus nyder stor gavn af. Han er en alsidig medarbejder og vedholdende og målrettet i sit arbejde.
Privat er Thomas gift med Annette og sammen har de to voksne børn. Han er en stolt bornholmer, som gerne tilbringer fritiden i naturen - både til lands og til vands. Thomas nyder også socialt samvær og en god whisky.
Ejvind Stubberup beskrives af ledelse og kollegaer som et meget kompetent og utroligt venligt menneske med en stor humoristisk sans. Hans adfærd overfor både chauffører, passagerer, kollegaer og ledere igennem nu 25 år har altid gjort ham meget vellidt.
Ejvind møder altid op med godt humør og er en yderst sympatisk og hjælpsom person. Det er nemt for passagererne at føle sig velkommen i Ejvinds bus, hvor de altid bliver mødt på en rar og venlig facon, når han kører sine eftermiddagsvagter.
Ejvind startede sit arbejdsliv i en stilling som litograf, og først efter mere end 10 år i den grafiske branche tog han springet og blev buschauffør.
Privat er Ejvind gift med Krista. Han er en ivrig tilhænger af FCK og nyder at følge deres kampe, enten hjemme foran fjernsynet eller på stadion. Musik er en anden af hans interesser, og han er stor fan af Depeche Mode.