Brand i bus 535

Her er, hvad vi indtil videre ved

Som de fleste i AarBus nok er bekendt med, opstod der lørdag den 13. april brand i en af vores Volvo elbusser, da den kørte i Tilst-området. Buschaufføren blev gjort opmærksom på branden af en passager, som havde været i telefonisk kontakt med en bekendt, der netop var stået af bussen og i den forbindelse havde bemærket gløder og røg fra bussens bagtøj.

Chaufføren handlede helt efter bogen: Han kørte bussen ind til siden, fik passagerne ud, og forsøgte derefter at slukke ilden med pulverslukkeren i bussen, hvorefter han kontaktede Østjyllands Brandvæsen og Driftscenteret. Umiddelbart så det ud til, at det var lykkedes at slukke branden med pulverslukkeren, men udenfor chaufførens synsfelt ulmede ilden stadig, og den blussede hurtigt op igen.

Omfattende tekniske undersøgelser
Ingen kom til skade ved branden, men bussen udbrændte totalt, og siden har eksterne brandteknikere, repræsentanter fra AarBus’ forsikringsselskab og fra Volvo arbejdet på at finde årsagen til branden ved at gennemgå og samle alle registrerede data.

Det fortæller HR- og kvalitetschef Bjarne Larsen og oplyser, at det nu er fastslået, at branden begyndte ved højre baghjul og spredte sig derfra. Der arbejdes dog stadig på at finde det nøjagtige arnested for branden og den eksakte årsag til, at den opstod.

I forbindelse med de tekniske undersøgelser er der også sat fokus på det servicearbejde, som AarBus har udført på Volvobussen. Ifølge Bjarne tyder intet på, at der kan peges fingre ad AarBus. Han understreger dog, at der stadig gang i et forløb, hvor AarBus’ forsikringsselskab og Volvo skal nå nogle konklusioner i forhold til branden og placeringen af ansvaret, så intet er 100 % sikkert. Hvor længe det forløb kommer til at vare vil afhænge af, hvor entydig brandteknikernes endelige rapport bliver.

 

Fokus på chauffør- og passagersikkerhed
Bjarne lægger vægt på, at AarBus og Volvo har nøjagtigt samme dagsorden i den pågældende sag. ”Vi vil så godt som muligt til bunds i sagen af hensyn til sikkerheden for passagerer og chauffører. Desuden er det vigtigt at nå frem til, om der er en generel lære at tage med fra hændelsen,” siger han. Når brandteknikernes rapport foreligger, vil AarBus derfor sammen med Volvo beslutte, om der er behov for yderligere indsats.

Ifølge Bjarne tyder intet på, at der er risiko for nye brande i elbusserne fra Volvo, så man kan være helt tryg ved at køre i dem.

Tilføjelser til beredskabsplan ved brand i bus
AarBus har en klar procedure for, hvad chaufføren skal gøre, hvis der opstår brand i såvel busser som bygninger. Efter branden i bus 535 har Østjyllands Brandvæsen bedt om, at der til denne tilføjes, at chaufføren skal oplyse, hvilken bustype, der er ild i, og at chaufføren skal blive i nærheden af bussen, indtil politiet eller brandvæsenet giver besked om andet.

Desuden vil brandvæsnet efter opkald fra chaufføren sende denne et link, som giver adgang til et kamera, hvorigennem brandvæsenet kan følge med i branden.

Bjarne Larsen ønsker at understrege, at chaufføren i forbindelse med brand i bussen altid først og fremmest skal have fokus på egen og passagernes sikkerhed. ”Selvom det kan se ud til, at chaufføren er lykkedes med at slukke ilden, skal han/hun ikke tage nogen chancer, for som det var tilfældet ved bud 535 kan det det være det brænder et sted, hvor man ikke kan se,” siger Bjarne.