Busselskabet har siden sidste nummer af nyhedsbrevet modtaget nedenstående roser til medarbejdere. De pågældende medarbejdere har fået direkte besked.
En buschauffør har fået ros af en passager, som skriver: ”Kæmpe ros og en guldmedalje til chaufføren på linje 18. 1000 tak for historien og et godt grin her på en grå mandag. Du fandt solen frem til os alle. Jeg ved ikke, om du hørte det store bifald, du fik.”
En buschauffør har fået ros af en passager, fordi han først hjalp en ung pige med penge til en billet, da hendes mobiltelefon var løbet tør for strøm, og fordi han også stod klar til at hjælpe, da den samme unge pige faldt om med insulinchok. ”Jeg synes, at denne chauffør fortjener at vide, at han gør en forskel,” skriver passageren.
En buschauffør har fået ros af en passager for yderst behagelig kørsel og for at skabe god stemning i bussen. Passageren synes, at man kunne mærke, at Chaufføren går op i sit arbejde og at det ønske om et godt nytår, som alle fik med på vejen, var oprigtigt ment. ”Han gjorde lige det sidste for, at man fik en god dag, uden at han var for meget”, skriver passageren og tilføjer: ”På godt jysk var han bare rar.”
En buschauffør har fået ros og tak af en passager for en virkelig hyggelig bustur. Passageren fortæller, at chaufføren bød gæsterne velkommen i bussen og sagde, at de endelig måtte komme op til ham, hvis de havde nogle spørgsmål. Han jokede også lidt om busturen, og passageren synes, at chaufførens tale til passagererne gav et godt smil på læben.
En buschauffør har fået ros af en passager for virkelig god service. Passageren fortæller, at chaufføren over højtaleren bad passagerne om at passe på sig selv og andre, når de skulle af bussen og gjorde opmærksom på, at det stadig var meget mørkt om aftenen, og derfor en god idé at bære reflekser. Da en herre med rollator skulle ind, bad chaufføren om, at en af de passagerer, som sad på sæder forbeholdt gangbesværede, ville rejse sig. Senere bad hun herren med rollator om at trykke på handicapknappen, når han skulle ud, så hun kunne være ekstra opmærksom på ham. ”Da jeg steg ud af bussen, takkede jeg chaufføren for hendes ekstra service, som jeg simpelthen blev i godt humør af,” skriver passageren.
En buschauffør har fået ros og tak af en passager, fordi han hjalp med penge til billetautomaten, da passageren havde glemt sit rejsekort.
En buschauffør har fået ros og tak af en passager for fantastisk service. Passageren, som skulle til Hasselager, havde ikke nået den sidste bus på linje 1A og tog så linje 14, for at komme lidt tættere på Hasselager. Her mødte passageren chaufføren, som efter sin vagt, efter aftale med DC, gav passageren et lift til dennes bopæl. Passageren sender en kæmpe tak til chaufføren, fordi hun brugte sin fritid på at gøre passageren en tjeneste.