Efter næsten 43 års tro tjeneste

Afskedsreception for Ole Henriksen

Stort set alle i AarBus ved, hvem Ole Henriksen i Administrationen er, og med sine næsten 43 års ansættelse i virksomheden er der ikke mange medarbejdere, som ikke har stiftet bekendtskab med Ole, da de startede.

Det var således en meget central person i virksomheden, som AarBus sagde farvel til ved en afskedsreception den 28. april, da Ole nu har valgt at gå på pension. Rigtig mange kolleger lagde vejen forbi for at sige tak og held og lykke med pensionisttilværelsen til en tydeligt berørt Ole.

Ved receptionen holdt både økonomi- og administrationschef, Ingerlise Kirkegaard, afdelingsleder, Sanne Gaarsdal og direktør, Finn Mikkelsen taler for Ole. De roste Oles mangeårige professionelle og seriøse arbejdsindsats og fremhævede især hans store

 

menneskelige kvaliteter: hans rare væsen, loyalitet og store omsorgsfuldhed over for både kolleger og familie samt hans enestående evne til at skabe relationer til mange forskellige mennesker - med humor, charme og en direkte og bramfri omgangsform. Ingerlise fortalte, at flere medarbejdere i en trivselsundersøgelse i AarBus på spørgsmålet: ”Hvad er det bedste ved din arbejdsplads” havde svaret: Ole Henriksen.

I deres taler nævnte både Ingerlise, Sanne og Finn også Oles passion for Italien og italiensk vin, som han nu får bedre tid til dyrke på rejser og i den vinbutik, han driver sammen med sin kone, Karin.