Festligt farvel til direktør Torben Høyer

Fredag den 10. marts holdt Busselskabet afskedsreception for Torben Høyer, som efter 26 år i selskabet – heraf knap 14 år i direktørstolen – har valgt at gå på pension.

Omkring 140 personer lagde vejen forbi karrosseriværkstedet på Station Syd for at sige farvel og give Torben nogle pæne ord med på vejen.

Blandt gæsterne var rådmand for Trafik og Miljø, Kristian Würtz, som i sin tale havde mange rosende ord til Busselskabet og Torben selv, der ifølge rådmanden er en imødekommende person, man let falder i snak med, og som man derfor bemærker. Direktør i Midttrafik Jens Erik Sørensen roste i sin tale Torben for at efterlade sig et meget konkurrencedygtigt og stabilt busselskab.

Også næstformand i 3F Transport, Logistik & Byg, Knud Aage Rasmussen og Busselskabets nye direktør, Finn Mikkelsen var på ”talerstolen”, og Torben selv sluttede af med at sige, at han er helt tryg ved at lade Busselskabet overgå til, hvad han kaldte, ”F.I.B.- modellen” med henvisning til, at direktionen nu består af Finn Mikkelsen, Ingerlise Kirkegaard og Bjarne Larsen.

Med et kort fra to af sine børnebørn og en hoptimist udformet som en golfbold illustrerede Torben slutteligt, hvad hans liv nu kommer til at dreje sig om: familien og golf 🙂

Klik på billederne for at se dem i stort format.