Husk din sundhedsordning i PensionDanmark
En genopfriskning af sundhedstilbuddene i pensionsordningen for chauffører og klargøringsmedarbejdere
Alle overenskomstansatte chauffører og klargøringsmedarbejdere i AarBus har adgang til en række gratis sundhedstilbud som en del af deres pensionsordning hos PensionDanmark. I 2023 gjorde ca. 22 % af de 504 medarbejdere, der er omfattet af ordningen, brug af den, og der var også en del, der benyttede tilbuddet om hurtigere at få stillet en diagnose, men hvis du ikke er bekendt med ordningen, genopfrisker vi her informationen om den.
Sundhedstilbuddene omfatter følgende.:
- Fysioterapi og kiropraktorbehandling på klinikker i hele landet
- Online lægehjælp
- Online psykologhjælp
- Hurtigere adgang til scanning og speciallæge med henblik på diagnose
- Rådgivning hos sygeplejersker og socialrådgivere om et aktuelt behandlingsforløb og vejledning om sundhedsordningen og det offentlige sundhedsvæsen.
Som noget nyt er det gennem PensionDanmark også muligt at få krisehjælp hos en krisepsykolog uanset krisens årsag. AarBus tilbyder naturligvis fortsat alle medarbejdere krisehjælp i forbindelse med fx arbejdsrelaterede ulykker, voldsomme oplevelser og lignende.
Vi gør opmærksom på, at sundhedsordningen kører helt i PensionDanmarks regi, og AarBus har derfor ingen viden om, hvilke medarbejdere, der bruger ordningen!
Fysioterapi og kiropraktorbehandling
På PensionDanmarks hjemmeside eller i deres app ”Din Pension”, kan du booke en tid direkte på den klinik, du ønsker. Det gør du ved at logge ind med dit NemID. Du kan også ringe til PensionDanmark og få hjælp til booking.
De 3 klinikker, som AarBus’ egen sundhedsordning giver adgang til, og som du derfor måske kender, er blandt de klinikker, du kan vælge, og hvis du booker tid gennem Pension Danmark, er der i modsætning til AarBus’ sundhedsordning ingen begrænsning i antallet af behandlinger og ingen egenbetaling.
Øvrige sundhedstilbud i pensionsordningen
Se, hvordan du bruger de ovennævnte øvrige sundhedstilbud i pensionsordningen på www.pensiondanmark.dk eller i appen ”Min Pension”, hvor du også finder mere information om ordningen generelt.