Indsats mod uro på linje 4A

I forbindelse med de seneste tilfælde af uro på linje 4A, brugte Busselskabet det netværk, vi har i forhold til nultolerancer. I samarbejde med lederen af Gadeplan Børn og Unge i Aarhus Kommune blev UNGE4UNGE sat ind, og deres indsats ser ud til at have båret frugt.

Lederen af Gadeplan Børn og Unge fortæller, at de frivillige på disse ture ikke oplevede noget voldsomt fra de unge passagerer. Der var et par stykker, der røg e-cigaretter, men de pakkede dem hurtigt væk, da de frivillige pænt spurgte, om de ville stoppe rygningen. Derudover oplevede de frivillige, at der blev smidt en tom flaske i bussen. I forbindelse med dette indledte de frivillige en samtale med de unge omkring god opførsel og ulemperne ved at ryge e-cigaretter.

De frivillige oplevede ikke, at de unge larmede specielt meget, men der blev talt højt i bussen. Der var mange børn og unge i bussen, så det skabte kortvarig tumult.

Som et led i indsatsen for at reducere uroen på linje 4A, har Gadeplan Børn og Unge sammen med Tranbjerg Skole desuden taget konkret action over for de pågældende unge.

HR- og kvalitetschef Bjarne Larsen glæder sig over, at indsatsen har haft en effekt, og han tror på, at en positiv dialog med de unge vil hjælpe i langt de fleste tilfælde. Bjarne Larsen oplyser, at der i øjeblikket ikke er ret mange episoder i området, men metoden vil blive anvendt igen, hvis det skulle blive nødvendigt.