Morgen på anlægget

Af buschauffør Christian Frederiksen (4055)

Det er mandag, klokken er 4:30, og jeg åbner døren til personalestuen på garageanlægget. Der sidder allerede nogle af mine kollegaer. Der er dem, som hænger med hovedet over deres tjeneste for dagen, tydeligvis eftermiddagschauffører, der har forvildet sig til en morgenvagt, som de nu har fortrudt. Der er de zombielignende chauffører, som står i kø ved kaffeautomaten og de lattermilde chauffører, som allerede har været derhenne. Der er den nye chauffør, som for første gang er ude at køre uden vejleder, og som lige forhører sig om ting, vi andre ikke skænker en tanke i vores hverdag. Men hey, vi har alle sammen været "Ny i job", så vi hjælper så godt, som vi nu kan. Vi er en broget gruppe. Her er unge og gamle, smalle og brede i alle tænkelige nuancer. Men vi har alle den samme mission foran os: At få fragtet aarhusianerne fra A til B på en hurtig og effektiv, men forsvarlig og sikker måde.

Jeg sender en sms til Driftscenteret og lader dem vide, at jeg er mødt op til min vagt. Jeg får udleveret mit værktøj til at klare strabadserne på dagens linje 6A; Et 18 meter langt drivhus på hjul med en dødvægt på 20 ton. Jeg har stor respekt for disse maskiner. Jeg har heldigvis, 7-9-13, ikke været ude for noget alvorligt med et af disse monstre, men jeg har kollegaer, som har set, hvad der sker, hvis man ikke er forsigtig omkring De Store Gule. Tanker, som de aldrig kan glemme. Tanker, som de er nødt til at lufte for at holde ud.

Ude på pladsen står busserne på rad og række. De ser godt nok noget sølle ud, sådan som de holder dér. Med åbne luger til deres indre, påmonterede ledninger og slanger. Alt dette for at de kan overleve natten og være klar til en 20 timers arbejdsdag, før de igen kan komme hjem og holde hvil, inden endnu 20 timer kalder.

Jeg finder min bus i rækken af ledbusserne. Den er nyvasket, ruderne er stadig våde. Klargøringspersonalet har brugt hele natten på at vaske busserne, både indvendigt og udvendigt, toppe op med diesel, kølervæske og sprinklervæske. De har endda taget sig tid til at skifte pærer i mørklagte lygter.

Ind i bussen, nøglen i tændingslåsen og dyret vågner langsomt op. En masse bip-lyde fra kontrolhjørnet før bussen puster sig op og rejser sig fra jorden, hvor den har stået sammensunket natten over. Luftpuderne i affjedringen hvæser, mens de påny bliver fyldt op med luft. Bussens computersystemer står og starter op. Der går lidt, før alle nattens informationer er hentet ned i systemet, og det giver tid til at gå den sædvanlige tur i og rundt om bussen. Lige tjekke op på, om det hele er, som det skal være. En tur gennem bussen for at tjekke, om dørene åbner og lukker, som de skal, om billetautomaten er klar til dagen forude, og om der ellers ser pænt og nydeligt ud. Det er trods alt stedet, hvor jeg skal tilbringe de næste 8 timer. En tur rundt om bussen, hvor der bliver sparket dæk, tjekket nødåbnere, lys, lygter og om der skulle være nogle uanmeldte skader.

Til sidst afmonteres bussen fra sin livsreserve ved at trække stikket til den eksterne strøm og luft. Nu er vi klar til en dags arbejde. Ind i kontrolhjørnet og dreje nøglen. Motoren begynder at knurre nede fra bagenden. Dørene lukkes og bussen sættes i bakgear. Bremserne puster kraftigt en enkelt gang og bussen triller bagud. Væk fra livsreserven. Væk fra garagens tryghed. Ud mod Aarhus' gader og veje.