Expired: AMR for chaufførerne på Station Syd søges

AarBus søger hurtigst muligt en arbejdsmiljørepræsentant for chaufførerne på Station Syd, så hvis du ønsker at medvirke til et sundt og sikkert arbejdsmiljø i AarBus er det måske noget for dig.

I kørselsafdelingen er der en arbejdsmiljøgruppe på hver station. Det daglige arbejdsmiljøarbejde foregår lokalt på de enkelte stationer og indgår derfor i stationsudvalgsmøderne. Disse møder skal løse de daglige udfordringer her og nu.

Den enkelte arbejdsmiljøgruppes primære opgave er at arbejde for at løse de sikkerheds- og sundhedsmæssige problemer, der kan være på gruppens område. Hver arbejdsmiljøgruppe skal således løbende iagttage arbejdspladsens og medarbejdernes sikkerhed og sundhed for at forhindre, at der opstår problemer.

Rollen som arbejdsmiljørepræsentant
Som arbejdsmiljørepræsentant skal du:

  • samarbejde med ledelsen og eventuelt tillidsrepræsentanten om arbejdsmiljøet
  • være arbejdsmiljøorganisationens øjne og øre og bringe problemstillinger frem i lyset
  • være rollemodel og ambassadør for arbejdsmiljøet og gå forrest i forhold til det gode arbejdsmiljø.
  • være med til at forebygge arbejdsmiljøproblemer, før de opstår og udvikler sig, men også støtte og hjælpe, når det er gået galt.

Det er det vigtigt, at du gør dine kolleger opmærksomme på, at de kan komme til dig med overvejelser, observationer eller problemer. Du skal derfor skabe relationer til de kolleger, du repræsenterer. Det øger sandsynligheden for, at kollegerne vil række ud til dig, hvis de har brug for hjælp.

Du vil blive inddraget i virksomhedens arbejdsmiljøarbejde på forskellige måde, hvilket blandt andet kan betyde deltagelse i møder uden for normal arbejdstid

Desuden skal du deltage i planlægning og afholdelse af sociale arrangementer på din station.

Du skal stå til stå til rådighed for dine chaufførkolleger på tværs af holdskift, så din ”kontortid” skal på skiftevis ligge mellem morgen/eftermiddagsskift og eftermiddag/aften.

Som ny arbejdsmiljørepræsentant kommer du på et lovpligtigt arbejdsmiljøkursus. Du vil desuden få udleveret forskelligt materiale fra stationslederen, som også vil være behjælpelig med at klæde dig på til opgaven.

Ansøgning og spørgsmål
Hvis du ønsker at blive arbejdsmiljørepræsentant for chaufførerne på Station Syd, skal du kontakte stationsleder John Pallesen på +454191 6042 eller jkp@aarbus.dk senest den 20. maj 2025.

Spørgsmål til hvervet som AMR kan også rettes til John.