26. november 2024

Medarbejder til daglig disponering af chaufførvagter

AarBus søger snarest muligt en fuldtidsansat medarbejder til vores Disponering

Er du struktureret systemmindet og dygtig til planlægning, og vil du være en del af en velfungerende organisation, hvor der er fokus på arbejdsglæde og godt kollegaskab, så hører vi meget gerne fra dig!

ARBEJDSOPGAVER
Stillingen indeholder bl.a. følgende opgaver:

  • daglig disponering af chaufførvagter
  • servicering af chauffører herunder behandling af frihedsansøgninger via telefon og mailboks
  • gennemgang af systemregistreringer for at sikre korrekte lønoplysninger og håndtere timebanker.

En særlig opgave vil desuden være at gennemgå og udfordre vores system og optimere processer.

I stillingen vil der udover samarbejdet med vores nuværende daglige disponent også være et tæt samarbejde med både vores planafdeling og vores driftscenter.

Ved behov forventes du desuden at tage del i varetagelsen af generelle administrative opgaver i samarbejde med de øvrige ansatte i administrationsafdelingen, hvor Disponeringen organisatorisk er placeret.

OM DIG
Vi lægger vægt på, at du:

  • har en teoretisk baggrund inden for planlægning eller har erfaring på området
  • har gode IT-kundskaber og erfaring med og interesse i at udfordre og udvikle vores  planlægningssystem
  • arbejder struktureret
  • er løsningsorienteret og serviceminded og bidrager aktivt til samarbejdet i afdelingen.

 

Herudover forestiller vi os, at du har en positiv og imødekommende energi og trives med at arbejde på forskellige måder. En del af opgaverne kræver, at du kan lide struktur og præcision, mens du i andre opgaver gerne må være innovativ, så processerne bliver udfordret.

VI TILBYDER BL.A.:

  • Et spændende arbejde med mange muligheder
  • Et godt arbejdsmiljø i en velfungerende organisation
  • Fuld arbejdsgiverbetalt pension
  • Attraktive mødetider og betalt frokostpause
  • Mulighed for hjemmearbejde
  • Gode og dygtige kolleger og en uformel og humoristisk omgangstone
  • Gode muligheder for kurser, efteruddannelse mv.


LØN
Stillingen aflønnes efter gældende overenskomst med KL med mulighed for forhandling af tillæg for særlige kvalifikationer og erfaringer i tilsvarende ansættelser.

ANSØGNING
Hvis du ønsker at søge stillingen, skal du snarest og senest den 8. december 2024 udfylde et elektronisk ansøgningsskema via linket herunder. Vi gennemgår ansøgninger løbende og besætter stillingen, når den rette kandidat er fundet.

SØG STILLINGEN

YDERLIGERE OPLYSNINGER
For mere information er du velkommen til at kontakte Mobilitets- og administrationschef Sanne Gaarsdal på tlf. 4191 6051 eller mail sg@aarbus.dk.


AarBus har leveret kollektiv trafik til borgerne i Aarhus i mere end 100 år. I dag er vi en selvstændig driftsfunktion i det regionale trafikselskab Midttrafik og varetager den samlede bybuskørsel i Aarhus Kommune. Vi har ca. 640 ansatte, 189 busser og en årlig omsætning på ca. 435 mio. kroner.

AarBus satser på kvalitet i et konkurrencepræget marked og vægter åbenhed og effektivitet højt i forhold til både passagerer og medarbejdere. Generelt er det AarBus’ personalepolitik, at medarbejderne sikres vilkår, så de er engagerede og ansvarlige i bestræbelserne på at levere den bedst mulige kollektive bustrafik i Aarhus.

Vi ønsker at afspejle det samfund, vi er en del af, og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge uanset alder, køn og etnisk baggrund.